Glimt fra ungdomsweekend 6.-7. oktober 2023: “Sæt i gang!”
Luk Jeres øjne op, se ud over markerne. De er hvide til høst. – Johannes 4:35
Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst. Gå! – Luk. 10,2
Af Anne Gonge, 13. oktober 2023
Det er nu nogle dage siden, jeg igen havde den store fornøjelse at være med på den årlige ungdomsweekend for Mahabba Danmark, der løb af stablen for tredje år i streg. Jeg var grundet de tidligere års oplevelser fyldt af forventning og tro på, at Herren ville os noget ganske særligt. Og jeg blev ikke skuffet. Herren er værdig al ære og pris!
Vi startede fredagen med at spise sammen og få hilst på nye og gamle ansigter. Ansigterne hilste vi videre på med lidt isbrydende sjov, og så gik vi ellers over i lovsang og tale. Palle Flyger talte til os. Han er i styregruppen for Mahabba Danmark, og arbejder for Dansk Europamissions vildt vigtige arbejde blandt unåede (mennesker, der ikke har hørt om Jesus Kristus).
Palle fortalte på sin medrivende facon og ikke uden et par vellidte dad-jokes om bl.a. sine egne oplevelser som ung i mødet med muslimer i Israel og Palæstina. Om sprogbarriere, uønsket giftemål og Coca-Cola-metoden. Sidstnævnte er hvordan, The Coca-Cola Company siden 1886 har haft en mission om, at få udbredt sit brand til verdens ende. Som var det selve missionsbefalingen: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple (…) Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matt. 28, 18-20. Coca Cola er lykkedes med deres mission, men mange har stadig ikke hørt om Jesus.
Palle delte videre om, hvordan Gud har ledt ham på forskellig men meget konkret vis, og hvordan det netop kan se ud at “Gå ud!”. Han trak en oplevelse frem, hvor han blev ledt til ikke at stå på sin bus en blæsende sen aften for i stedet at snakke med en halt mand, der sad på en bænk. Og hvordan denne lille lydighed overfor Guds stille vejledning førte ad forunderlige veje til, at manden senere blev gode venner med en kristen mand, der talte hans sprog fransk. Manden blev en kristen og tog tilbage til Algeriet, hvor han ledte en stor del af sin landsby til tro på Jesus.
Palle bandt hele sin tilskyndelse om “Sæt i gang for Jesus” op på beretningen om Hagar og Ismael, som betyder “Herren hører”. Om hvordan det er helt bibelsk funderet, at vores muslimske medmennesker har en helt særlig plads for Gud. Gud har givet løfter til dem, og deres tørst efter sandhed skal slukkes i Ham selv. Vi er som kristne kaldet til at dele gavmildt af den enorme kærlighed Jesus har vist os.
Den inspirerende og opmuntrende tale gik over i forskellige bedestationer bl.a. forbøn og bøn for vores lokale områder.
David Engelbreckt Lund Nordborg fra Aarhus fortæller om sin deltagelse på årets inspirationsweekend: “Det har virkelig bidraget positivt til mit trosliv og givet mig motivation til at møde min næste, særligt muslimer, med en fordomsfri kærlighed, nemlig Kristi kærlighed.”
Lørdag formiddag havde vi efter en morgenandagt om Salmernes Bog 139 og i den forbindelse letheden i, at Herren den Almægtige er med os hvert sekund, to live interviews. De medvirkende var Dinna Swartz fra Silkeborg og Siamak med Puya som tolk, der oprindeligt er fra Iran, men bosiddende på Kærshovedgård Udrejsecenter. De delte en masse visdom, erfaring og vidnesbyrd fra deres virke i venskaber og kristendomskurset “Come Follow Me” for muslimer. Siamak lod os forstå, hvor givende det er for ham selv at gennemgå kurset online igen og igen med sine muslimske venner og andre interesserede. Og noget står helt skarpt fra hans snak. Udover at han selv er en kæmpe inspiration for mig med sin vilde historie og stærke tillid til Herren midt i det svære, så trak han Johannesevangeliet 4,35 frem: Luk Jeres øjne op, se ud over markerne. De er hvide til høst.
Sayid Malekdoost som bor i Bork fortalte om sin oplevelse af weekendens program: “The most important lesson that struck me hard, was from Siamak’s interview when we heard from him that there are many Muslims who are looking for the truth, but there are not many teachers or evangelists who can share the gospel. Later in the conference I joined the prayer group to go and pray for the church and the neighborhood in Vollsmose; in the prayers, God put this in my heart to pray that the Lord sends more laborers for His harvest which is mentioned in Matthew 9:38. How should I personally respond to that? God already gave the answer: By praying! Now, I think I can personally be a help with both praying, and also by supporting the ministry financially, but how else can I help? At the end of October this year, it will be 7 years since I met my Lord and Saviour, Jesus Christ, not that I never shared the gospel with anyone, but I didn’t do it actively and constantly, so now that God has spoken to my heart that it’s the harvest time, I need to take this message more seriously for it is the will of God, and I don’t want to cause shame! I’m truly blessed and inspired by the Mahabba-weekend conference and I’m praying that the Holy Spirit guides me how to be more useful in the body of Christ, how to bring forth more fruits and how to efficiently participate in the harvest to glorify our Father and His kingdom.”
Dinna havde fra sine år i Nabolivs-arbejdet i Gellerup og virke i Jordan en myriade af guld at dele med os, men især tre råd trak hun frem som grundlæggende ingredienser i venskab med muslimer: Bøn, tilgængelighed og tid og fællesskab på et fundament af ydmyg nysgerrighed og åbenhed.
Vi havde skøn gruppesnak efter interviewene om, hvordan venskab og udrækning kan se ud i vores lokale områder.
Eftermiddagen bød på tre forskellige aktiviteter: Samle skrald i Vollsmose, at spille fodbold og frisbee med børn og unge i Vollsmose og at være på bønnevandring i området. Alle sammen meget konkrete måder at vise områdets beboere kærlighed på.
Johan Ebdrup Andresen fra København udtalte sig om skraldeindsamlingen: “Vi oplevede, at flere beboere, der gik forbi, var nysgerrige på, hvorfor vi samlede affald, og udtrykte at de satte pris på, at vi gjorde det. Det mindede mig om, hvor lidt der egentlig skal til for at vise næstekærlighed til andre mennesker og måske endda få mulighed for at snakke med dem om, hvorfor man gerne vil gøre noget godt mod andre.”
Henriette Hansen fra København fortæller, at “der var en stærk åndelig atmosfære på bønnevandringen. Og et varmt og åbent fællesskab, hvor der var plads til forskellighed – en meget unik stemning.“
Vi spiste festmiddag på en lokal Syrisk Restaurant, hvor der var åben ild og stor begejstring over dagens program og den velsmagende mad.
Aftenen sluttede vi af tilbage i Odense Vineyards lokaler med lovsang fra vores venner fra Asylkoret på Kærshovedgård og vidnesbyrd om, hvordan Herren Jesus Kristus har mødt Dalia fra Iran og Lotte fra Vollsmose, hvor det kristne fællesskabs varme har været en væsentlig faktor i rammen for, at Jesus’ tilgivelse og frelse har kunnet trænge ind. Vi hørte også om, hvordan Sebastian Olesen havde et kald til at starte et kirkefællesskab i Vollsmose for to år siden, og hvordan Herren siden har kaldt en familie fra Australien til arbejdet i Vineyard Vollsmose og senest Henriette fra København, som flytter til Vollsmose snarest. Som Clement Dachet, der ledte vidnemødet, sagde, så er det så vigtigt, at vi deler vores oplevelser med, hvad Den Levende Gud siger til os og virker i vores liv, fordi det er med til at opruste vores robusthed i troen og give os klarsyn i evighedsperspektivet for vores liv og er modgift mod Fjendens pile.
Der var også plads til, at vi kunne komme med bedeemner om venner, vi ved, der lider lige nu. Og for mig er det bare noget af det stærkeste ved sådan et arrangement som Mahabbas inspirationsweekend: At vi sidder en dejlig stor flok fra nær og fjern med SÅ forskellige baggrunde, historier, etnicitet og evner – og det slår mig, at intet andet kunne have forenet os end Herren Jesus Kristus. Og vi er bare dér og ønsker at løfte med i hinandens modgang og juble over hinandens medgang og hvad, Jesus har gjort for os. For mig, er dét et af de steder, friheden i Kristus er allerstørst. Jeg tog fra weekenden med dels en sjæl jublende over Kristi uendelige kærlighed til mig og dels et sind opfyldt af lyst til at gå i tro, sætte i gang, møde mine medmennesker og især muslimer med budskabet om denne mahabba kærlighed.
Sæt allerede kryds i kalenderen nu, for næste års event bliver lørdag d. 28. september 2024 i…. *trommehvirvel* Gellerup, Aarhus, hvor vi skal “Elske Gellerup”.
Mahabba Danmark inviterede alle unge kristne til et par opløftende dage i Odense for at blive smittet af Guds hjerte for muslimer. Her var spændende taler fra Egypten, lækker mad, god energi og masser af Guds kærlighed til muslimer. Årets tema var: Sæt i gang!
Programmet for lejren var
Fredag d. 6. okt.
17.00-18.00: Ankomst og indlogering
18.00-19.00: Velkomst og aftensmad + Ryste sammen
19.30-20.30: Taler fra Egypten
20.45-22.30: Afrikansk lovsang, bøn og forbøn
22.30-00.00: Hygge og fællesskab i caféen
Lørdag d. 7. okt.
09.00-10.00: Morgenmad og andagt
10.00-12.00: Seminarer
12.30-14.00: Frokost
14.30-15.30: Kaffe i Bykirken, intro til eftermiddagen
16.00-17.45: Elsk Vollsmose: Vælg mellem: Sport for børn, indsamling af affald, praktisk hjælp hos beboere, bønnevandring.
18.00-19.00: Festmiddag på restaurant i Vollsmose
19.30-21.30: Lovsang ved Asylkoret, frit vidnesbyrd, fortællinger fra dagen
21.30: Kaffe, hygge i caféen, oprydning og tak for denne gang
Praktiske forhold
Dato: Festen blev afholdt i Odense Vineyard – Grønløkkevej 8D, 5000 Odense
Talere og info blev oversat til og fra dansk, engelsk, persisk og evt. flere sprog efter behov.
Arrangeret af: Anne Gonge, Clement Dachet, Niska Navaratnam, Palle Flyger, Sara Tambjerg Morthorst og Sebastian Olesen. Se mere om Mahabba på hjemmesiden: www.mahabba.dk og i Facebook-gruppen: MAHABBA.DK.