En fantastisk ungdomsweekend

Af Sebastian Olesen, 10. oktober 2022

Det er søndag aften, og jeg sidder tilbage efter ungdomsweekenden fyldt med taknemlighed, kærlighed og fornyet frimodighed. Emnet var ”Elsk muslimer,” og vi havde besøg af Gordon Hickson, som har været med til at starte Mahabba i England.

Op mod firs forskellige mennesker kom forbi i løbet af weekenden. Det var en skøn blanding med mange forskellige etniske baggrunde, som kom fra både Sjælland, Jylland og Fyn.

Fredag aften talte Gordon gribende om vores kald til at række ud til muslimer med Guds kærlighed. Han udfordrede os med et ansvar, men talte samtidig på en måde, der satte os fri til opgaven. Efter hans tale sad mange af os som blæst bagover. Det var som om Guds Ånd havde blæst igennem vores tanker, sind og kroppe med frihed, frimodighed og håb.

Den naturlige respons på budskabet var naturligvis bøn. Under bøn og lovsang oplevede mange, at Gud kom helt tæt på. Personligt oplevede jeg at ting jeg har kæmpet med på det sidste, og som har stjålet meget frimodighed og glæde fra mit liv, med ét pludselig blev løftet af mine skuldre. Og det var som om Jesus sagde til mig: ”De ting du selv har forsøgt at kæmpe dig ud af, tager jeg nu af dine skuldre. Det er mig der gør det. Ikke dig. Det er min gratis gave til dig.” Det var så rørende og stærkt for mig.

Andre fortalte om lignende ting de oplevede den aften. Aleksander Høier fra Odense fortalte begejstret for os alle: ”En byrde blev taget af mine skuldre. Noget blev taget væk. Det har været så stærkt at lære, at ting der sker i mit liv, ikke bare er mine problemer. Det er Guds. Alt hver der trykker os ned, kan vi derfor give til Gud. Tusind tak til Gud og til hele teamet der har arrangeret den her weekend.” Hele weekenden var der en stærk enhed, hvor flere naturligt gik hen og bad for hinanden og kom med opmuntrende ord.

En af vores arabiske muslimske venner deltog også på konferencen. Det var faktisk et af de første kristne arrangementer, han har været til i sit liv. Amin fra Iran fik en tilskyndelse til at bede for ham fredag aften uden at kende noget til ham. Hurtigt fandt de ud af, at de begge har boet i det samme land i mange år inden de kom til Danmark. Amin bad for ham, og de fik en god og opbyggelig snak om tro til ud på natten. I en nærværende panelsamtale mellem Ali, Amin og Gordon lørdag blev denne situation nævnt, og vores muslimske ven var ikke forlegen over at komme i fokus som eneste muslim på konferencen. Han fortalte mig senere: ”Det var en ære for mig at være sammen med alle sammen, og jeg nød virkelig min tid der.” Udover nye venner, fik han også et Ny Testamente på arabisk, som han taknemligt tog med hjem.

Lørdag eftermiddag tog vi til Vollsmose. Her delte vi os op i tre grupper. Nogle tog hjem til private, vi på forhånd havde lavet aftaler med, hvor de vaskede deres vinduer. Andre lavede sportsaktiviteter, og forskellige naboer i Vollsmose kom og spillede med. Til sidst blev der delt juice ud til alle sammen. En tredje gruppe samlede affald op i Vollsmose. Susan Jensen fra Herning fortalte opmuntret om sin oplevelse med at samle affald sammen. Hun fortalte, hvordan netop affaldsindsamling afspejler Guds kærlighed og arbejde med os: ”Gud rydder op i vores liv. Han fjerner alt vores affald. Og hver dag kommer der nyt affald til, men Gud bliver ved med at komme og rydde op. Og han gør det gerne! Han bliver ikke træt.”

Lørdag aften talte Gordon igen. Han fortalte bl.a. om engang, hvor Gud rystede ham og stillede ham spørgsmålet: ”Hvorfor vil du ikke tro på mig? Hvorfor vil du ikke tro på, at 30.000.000 muslimer kan blive kristne?” Til sidst måtte Gordon give sig og sige til Gud: ”Ja, jeg tror.” Gordon talte desuden om den åndelige kamp, vi kommer i, når vi stiller os til rådighed for Gud. Til sidst opfordrede han os til at komme frem og knæle, hvis vi ønskede at stille os til rådighed for Guds kald til muslimer. Mange kom frem og knælede, og flere oplevede Guds nærvær stærkt i rummet.

Søndag var der bedevandring i Vollsmose og afslutning i Vollsmose Kirke. Her var alle tre kirker i Vollsmose repræsenteret: Vollsmose Kirke, Elohim Church og Vineyard Vollsmose. Enheden og den indbyrdes kærlighed var mærkbar. Mange af deltagerne fra forskellige byer gav også udtryk for den glæde det var at være fælles om Jesus og hans kald til os på tværs af kirker. Der var en stor respekt for hinandens baggrunde og traditioner hele weekenden.

Evalueringerne sagde enstemmigt, at vi helt sikkert skal have ungdomsweekend igen. Vi tog derfor en hurtig beslutning og skrev 6.-8. oktober 2023 i kalenderen til næste års ungdomsweekend. En deltager skrev begejstret til mig efter konferencen, at han allerede har fået en ven til at skrive det i sin kalender. Vi erfarede også at det er den personlige invitation der får folk til at komme. Jeg vil derfor opfordre alle til at invitere venner og bekendte med til Mahabbas inspirationsdag d. 25. februar 2023 og til ungdomsweekenden 6.-8. oktober 2023.

Programmet for weekenden var

Fredag d. 7. okt.
17.00-18.00: Ankomst og indlogering
18.00-19.00: Velkomst og aftensmad + Ryste sammen
19.30-20.30: Gordon Hickson (UK)
20.45-22.30: Bøn, forbøn og lovsang
22.30-00.00: Hygge og fællesskab i caféen

Lørdag d. 8. okt.
09.00-10.00: Morgenmad og andagt
10.00-11.00: Panelsamtale: Mine muslimske venner – Hvordan gør vi?
11.15-12.00: Hvad kan vi bruge Venskab Først og Mahabba til? – Palle Flyger
12.30-14.00: Frokost med Elohim Church i Bykirken
14.30-15.30: Kaffe i Bykirken, Sebastian introducerer eftermiddagen
16.00-17.45: Elsk Vollsmose: Sport for børn, indsamle affald, vask vinduer
18.00-19.00: Festmiddag på restaurant i Vollsmose
20.00-20.45: Gordon Hickson (UK)
21.00-22.30: Lovsang og frit vidnesbyrd, fortællinger fra dagen – Asylkoret
22.30-00.00: Hygge og fællesskab i caféen

Søndag 9. okt.
08.15-08.45: Morgenmad og morgenbøn
09.00-09.45: Fælles samtale: Hvad kalder Gud os til?
10.30-12.30: Bønnevandring i Vollsmose
12.30-13.30: Frokost på Vollsmose Torvs restauranter
14.00-15.00: Afrikansk lovsang ved Elohim Church i Vollsmose Kirke, tale ved pastor Dennis Mbulaulu, Jens Andersen m.fl.
15.00-16.30: Kaffe og fællesskab hos kristne i Vollsmose

Lyt til talerne fra dagen

Gordon Hickson, 7. oktober

Panelsamtale: Mine muslimske venner – Hvordan gør vi?
v. Ali, Amin og Gordon

Gordon Hickson, 8. oktober

Billeder fra weekenden 7.-9. oktober